Årets forening 2019
Go’on hylder lokale foreninger
Lokale foreninger gør folk lykkelige. Derfor skal de hyldes, og derfor har Go’on taget initiativ til konkurrencen Årets Forening 2019, hvor vinderen modtager 100.000 kroner til klubkassen.
Baggrunden er, at de mange foreninger, som findes lokalsamfundene rundt i Danmark, samler folk og skaber fællesskaber og identitet for den enkelte, skriver Go’on i en pressemeddelelse.
”Foruden at hylde og støtte de 254 foreninger, som kan vinde penge i konkurrencen, skal kampagnen også sætte fokus på nogle af de fordomme, som florerer om livet i det såkaldte Udkantsdanmark”, forklarer Mich Kjær, administrerende direktør i Go’on.
Go’on vil også bidrage med alternative fakta om livet og tilværelsen i lokalsamfundene baseret på en Gallup-undersøgelse. For eksempel at de lokale foreninger bidrager markant til, at folk i udkanten føler sig mere tilfredse med tilværelsen end folk i de store byer, og at de mange aktive foreninger er med til at skabe liv og sammenhold. Derfor hyldes Årets Lokale Forening med 100.000 kroner, og 24 andre foreninger hyldes med mindre beløb.
Man kan indstille sin lokale forening til at blive Årets Lokale Forening 2019 p hjemmesiden www.støtdelokale.nu – og her kan man også stemme på sin favorit.
På Billedet ses Mick Kjær, som håber, at mange vil indstille lokale foreninger til prisen som Årets Lokale Forening 2019.