Vendepunkt for grønne biler
De danske bilister når snart et skæringspunkt, hvor ønsket om en grøn bil overstiger ønsket om en bil med fossile brændstoffer, benzin og diesel. Det viser en Kantar Gallup undersøgelse, som forsikringsselskabet Gjensidige har foretaget blandt knap 1100 danskere.
På spørgsmålet om hvilket drivmiddel deres næste bil vil have, svarer 26 procent, at de vil købe en bil med benzin- eller dieselmotor, mens 23 procent vil købe en bil med el- eller hybridteknologi. 25 procent af de adspurgte har endnu ikke taget stilling, mens resten ikke er i markedet for at købe en bil.
”Svarene viser os, at vendepunktet ikke er ret langt væk. En forskel på kun tre procentpoint har vi ikke set før. Lysten til at købe en grøn bil er i kraftig vækst, og det hilser vi velkomment. Vi ser også på vores salg af bilforsikringer, at flere og flere køber elbiler. Det følger jo i takt med det stigende salg”, siger Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige.
Han tilføjer, at ønsket om hybridteknologi lige nu vejer tungest i ønsket om en grøn bil.
(Kilde: Motor-magasinet)