Historisk aftale på det danske lademarked

22 feb. 2024

Ladeoperatøren Clever og energikoncernen EWII har indgået en aftale, som betyder, at Clevers kunder fremover kan lade elbilen op ved EWIIs nuværende og fremtidige ladepunkter. Frem mod udgangen af 2025 forventer EWII at have opført flere end 4.000 ladepunkter i hele landet, oplyses det i en pressemeddelelse. Aftalen træder i kraft i løbet af foråret 2024.

– Samarbejdet styrker sammenhængskraften i det danske ladenetværk. Det er et konkret bud på, hvordan vi i branchen bedre udnytter lademulighederne, så de kommer endnu flere til gode. I det her tilfælde vores kunder, som fremover får endnu bedre muligheder for at lade bilen op, når de bevæger sig rundt i landet, siger Casper Kirketerp-Møller, der er CEO hos Clever, som i dag har Danmarks største ladenetværk med flere end 30.000 ladepunkter på farten.
Aftalen er den første af sin slags på lademarkedet i Danmark. Og den går i tråd med de værdier, som kendetegner energikoncernen EWII, der arbejder for gennemskuelige og tilgængelige produkter til fordel for kunderne og den grønne omstilling.
Med aftalen viser EWII vejen for, hvordan deres lademuligheder kommer endnu flere elbilister til gode.
– EWIIs ladenetværk kan i forvejen bruges af alle uden abonnement, og vi er glade for, at samarbejdet nu gør det nemmere og mere gennemskueligt for Clevers kunder at lade på vores ladestandere. Ved at gå forrest og samarbejde får vi langt hurtigere et finmasket netværk af ladestandere i Danmark til glæde for alle elbilister, siger Jesper Antoni Nicolaisen, chef for Ladeinfrastruktur i EWII.

Det skal være simpelt. Enkelt. Og så skal det ikke koste mere for forbrugerne. Sådan har mantraet været lige siden EWII og Clever begyndte de indledende dialoger. Og det afspejler den endelige aftale også.
– Prisen bliver helt den samme for Clevers abonnementskunder. Uanset om man sætter kablet i en lader fra Clever eller EWII. Der er altså ikke nogen mellemmænd eller roamingplatforme, som kommer og opkræver mærkelige gebyrer. Her går to operatører sammen og viser vejen for, hvordan man skaber løsninger, som er nemme at forstå og som skaber tryghed om prisen, siger Casper Kirketerp-Møller.
Aftalen er historisk på det danske lademarked. Men står det til de to selskaber, så er det en model, der bør udbredes til fordel for forbrugerne.
– Vi håber og tror på, at der kommer mange flere af denne type aftaler på lademarkedet. Vi gør det først og fremmest nemt for elbilisten og fjerner roamingomkostningerne ved at indgå en direkte aftale med Clever. Dermed skærer vi en dyr mellemmand væk. Desuden skal elbilisterne ikke bruge tid på at køre efter ladestandere fra en bestemt operatør. Set ud fra et samfundsøkonomisk og miljømæssigt perspektiv, så giver det en bedre udnyttelse af kapacitet og ressourcer, at vi stiller hinandens netværk til rådighed frem for at opføre ladestandere side om side, siger Jesper Antoni Nicolaisen fra EWII.

.

Modtag Convenience & Tank i indbakken

Udfyld formularen og bekræft din tilmelding, så vil du fremover modtage branchemagasinet i din indbakke.

Du har nu tilmeldt dig den elektroniske udgave af Convenience & Tank.