Bilvask

18 dec. 2019

Lego-mand bag vaskekæde

NemBilvask skal bredes ud i landet med kvalitetsvask på abonnementsordninger til private og virksomheder.
Flere danskere vasker deres bil i en vaskehal, og nu investerer LEGO-arvingen Anders Kirk Johansen og erhvervsmanden Magnus Kjøller tilsammen et tocifret millionbeløb i selskabet NemBilvask, skriver Motor-magasinet. Ambitionen er, at konceptet, med de nuværende to vaskestationer ved Vejle, skal bredes ud over hele landet, så der i løbet af de næste to år er NemBilvask i 25 forskellige danske byer.
Administrerende direktør hos NemBilvask, Martin Kirkemann Fisker, forklarer, at NemBilvask adskiller sig fra landets øvrige bilvask-koncepter ved at satse på kvalitet samtidig med, at skaleringen kan holde vaskeprisen på et konkurrencedygtigt niveau.
”Vi optimerer på de bedste og dyreste kvalitetsvaske og sikrer, at bilen vaskes med de bedste produkter, som er svanemærket, og hvor 95 procent af vandet genanvendes. Desuden har vi et weekendkoncept, hvor vores vaskehaller er bemandede, så der er gratis forvask, ligesom kunderne kan forsyne sig med en kop kaffe i venterummet. Kort sagt vil vi levere bilvask i en højere kvalitet, og hvor kundeoplevelsen skal være helt i top”, siger Martin Kirkemann Fisker.
Ambitionen er, at NemBilvask i løbet af nogle få år skal være kundernes foretrukne og Danmarks største og førende bilvaskefirma. Ikke mindst satser selskabet på at etablere abonnementsordninger til både private og virksomheder.

Modtag Convenience & Tank i indbakken

Udfyld formularen og bekræft din tilmelding, så vil du fremover modtage branchemagasinet i din indbakke.

Du har nu tilmeldt dig den elektroniske udgave af Convenience & Tank.