Bornholmsk bilindkøb

18 okt. 2019

Benzin vandt over el

Økonomi vægtes over bæredygtighed, når Bornholms Regionskommune køber biler ind til kommunens ansatte. Midtbornholms Auto i Aakirkeby er i færd med at levere 30 nye biler til Bornholms Regionskommune, og de er alle benzindrevne.
”Det er primært, fordi de er billigere”, siger Bjarne Freund-Poulsen, centerchef for ejendom og drift i Bornholms Regionskommune til Bornholms Tidende, og tilføjer:.
”Indkøbet har været sendt i udbud, som det er påkrævet ifølge reglerne, og prisforskellen mellem en hybrid og en benzindrevet bil var på 18 procent. Var der blevet købt el-drevne biler, ville der blive fire-fem biler færre.”
De nyindkøbte biler er af mærket Toyota Yaris 1,0 benzin, og de 25 af dem skal bruges i hjemmeplejen. Her kører medarbejderne op til 20.000 km om året, og nogle af bilerne er i brug døgnet rundt, så de må ikke lade for længe.
Bjarne Freund-Poulsen understreger dog, at udviklingen på markedet for eldrevne køretøjer går så hurtigt, at det kun er et spørgsmål om tid, før kommunen kan købe eldrevne biler med god samvittighed. Kommunen har allerede en snes elbiler i flåden, og om kort tid kommer fem mere til.
Udover hjemmeplejen får Sundhed og Forebyggelse fire biler, mens den sidste går til medarbejdere på Børne- og familie-området.
Billedet:
BRKs indkøb af biler går altid i EU-udbud. Her 30 nye benzinbiler hos Midtbornholms Auto i Aakirkeby klar til levering.
(Kilde: Bornholms Tidende)

Modtag Convenience & Tank i indbakken

Udfyld formularen og bekræft din tilmelding, så vil du fremover modtage branchemagasinet i din indbakke.

Du har nu tilmeldt dig den elektroniske udgave af Convenience & Tank.