Clever planlægger 2800 ladepunkter i Midtjylland
På kort tid har ladeoperatøren Clever givet elbilisterne 24 nye og lynhurtige lademuligheder med indvielserne af to lynladestationer i Pårup nær Ikast og i slutningen af juli ved Purhus nær Randers. Men mange flere er på vej.
Hver lynladestation har plads til 12 elbiler, og det vil være muligt at lade med en effekt på op til 300 kWh, så bilens batteri går fra 0-80 pct. på under 30 minutter, afhængig af bilens evne til at lade. Dermed kan elbilisterne hurtigt køre videre ud i det danske sommerland:
– Mange danskere er begyndt at tage elbilen til sig, og det er rigtig positivt for den grønne omstilling af transporten. Men der er stadig mange, der tøver, fordi de er nervøse for, om der er lademuligheder nok. Derfor er det også ladeoperatørernes vigtigste opgave at sørge for, at der er relevant opladning, hvor du er – f.eks. når du er på arbejde, ude at handle, eller hvis du f.eks. skal på sommerferie i det midtjyske, siger Mathias Langkilde Sukstorf, der er med til at udrulle ladeinfrastrukturen hos Clever, i en pressemeddelelse.
Clever har endvidere planer om at sætte strøm til 2800 ladepunkter i regionen inden udgangen af 2025, heriblandt både normal-, hurtig- og lynladere:
– Det er vigtigt, at vi bruger ladeinfrastrukturen så intelligent og smart som muligt, når vi skal have strøm på bilen, så vi kan give elbilens batteri bedre levevilkår. Derfor skal der både sættes normal-, hurtig- og lynhurtig opladning op rundt om i landet. Lynhurtig opladning er især relevant, når du skal ud på en længere tur, mens hurtig- og normalopladning giver god mening, når bilen alligevel holder stille, siger Mathias Sukstorf.
Billedet er fra lynladestationen i Pårup, der ligesom lynladestationen i Purhus kan levere lynhurtig opladning til 12 elbiler på samme tid.