Danske Shell tankstationer upåvirket af raffinaderi-salg
Royal Dutch Shell har i dag meddelt, at Shell-raffinaderiet i Fredericia er blevet solgt. Salget har ingen betydning for forsyningen af Shell brændstof til danske boligejere, bilister og virksomheder ligesom de 234 Shell tankstationer, som DCC Energi i dag står bag, kører uforandret videre, siger DCC Energi i en pressemeddelelse d. 25. januar.
Siden 2009 har energiselskabet DCC Energi stået for salg af Shell brændstof til det danske marked. I 2016 overtog DCC Energi også driften af Shell stationsnetværket under en licensaftale med Shell. Dagens udmelding om salget af raffinaderiet i Fredericia får derfor ingen indflydelse for danske bilister, virksomheder og boligejeres mulighed for at tanke og købe Shell brændstof, understreger adm. direktør i DCC Energi, Christian Heise.
”For at imødekomme mulig usikkerhed i markedet efter dagens nyhed, vil jeg gerne slå fast, at hverken Shell tankstationerne, Shell brændstof eller Shell Card er på vej ud af Danmark. DCC Energi vil som licenshaver fortsat markedsføre og sælge Shells produkter herhjemme, og vi fortsætter også med at drive og udvikle netværket af Shell tankstationer sammen med vores forhandlere rundt om i landet”.
Ud over at drive de 234 Shell tankstationer står DCC Energi også bag salget af Shell fyringsolie, smøremidler og naturgas. Hertil kommer salg af Shell diesel og Shell GTL Fuel til erhvervskunder, landbruget og kommunerne. I et joint venture forsyner DCC Energi sammen med Royal Dutch Shell fortsat syv danske lufthavne med Shell flybrændstof. Alt dette forsætter og er altså uberørt af salget af raffinaderiet i Fredericia