DCC Energi bliver officiel HVO-leverandør til det offentlige

19 feb. 2024

Som led i en ny firårig rammeaftale har Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) netop udpeget leverandørerne på SKI-aftalen for drivmidler og fyringsolie. Og i den nye delaftale specifikt på HVO er energiselskabet DCC Energi valgt som leverandør af biobrændstof til de mange kommuner, regioner og en stribe af offentlige virksomheder, der er tilsluttet aftalen. SKI-aftalen træder i kraft den 1. juni 2024 og løber i op til fire år.

Desuden er DCC Energi også blevet genvalgt på delaftale 1 i SKI-udbuddet, der omhandler ”tankkort til tankstationer”. DCC Energi, der driver Shell tankstationerne i Danmark, vil dermed også de kommende fire år tilbyde, at offentlige kunder kan benytte Shell Card Erhverv til tankninger på alle Shell tankstationerne samt alle Q8 og F24-stationer i Danmark.
– Denne aftale er strategisk vigtig for os, da vi bliver eneleverandør af HVO til offentlige virksomheder tilsluttet SKI-aftalen. Vi har et naturligt fokus på biobrændstoffer i DCC Energi. Og aftalen med SKI er en blåstempling af de målrettede investeringer, vi har foretaget i vores HVO-setup i 2023, hvor vi bl.a. etablerede vores eget HVO-importlager i Danmark, forklarer Claus Geisler Madsen, Kommerciel direktør i DCC Energi, i en pressemeddelelse.DCC Energi har i flere år solgt HVO som et alternativ til diesel til erhvervskunder med hjemmetank. De senere år har DCC Energi øget sit fokus på HVO markant og forsyner i dag både virksomheder og kommuner med HVO. HVO er lavet af affaldsbiomasse, og har derfor et samlet CO2-aftryk, der er op til 90 procent lavere end traditionel diesel.
– Tildelingen af leverandørrollen på SKI-delaftalen de næste fire år er en stærk understregning af, at vores initiativer i forhold til nye energiformer, som vi længe har arbejdet med, er eftertragtede hos såvel private som offentlige kunder, fastslår Claus Geisler Madsen.

Modtag Convenience & Tank i indbakken

Udfyld formularen og bekræft din tilmelding, så vil du fremover modtage branchemagasinet i din indbakke.

Du har nu tilmeldt dig den elektroniske udgave af Convenience & Tank.