DCC Energi og Shell tankstationerne klar med massive investeringer til elbilister

25 jan. 2022

Med ladeløsninger til private hjem og virksomheder plus et stort netværk af lynladere på Shell tankstationerne sætter DCC Energi nu fart på en kæmpe satsning på elbiler. Dermed kaster energiselskabet sig ind i konkurrencen om at tilbyde danske elbilister en samlet pakke af lade- og betalingsløsninger, der skal gøre det trygt og nemt at være elbilist. I første fase åbner hen over de næste uger lynladere på fem københavnske tankstationer, og i løbet af 2022 rykker lynladere ind side om side med benzin og diesel på tankstationer i flere af landets største byer, skriver DCC Energi i en pressemeddelelse.

Med afsæt i en ny eMobility-forretning lancerer energiselskabet DCC Energi, der bl.a. står bag landets 240 Shell tankstationer, i den kommende tid en komplet pakke af løsninger til danske elbilister.

Første skridt er åbningen af 300 kW lynladere på fem københavnske tankstationer. Herefter følger lanceringen af ladebokse til både private og virksomheder samt nye betalingsløsninger og roaming-aftaler, der skal forbedre lademulighederne for landets elbilister. Herunder et nyt samarbejde med Shell, der på sigt giver bilisterne adgang til over 300.000 ladestandere i Europa.

”Vi har mere end 100 års erfaring med at hjælpe danske bilister og virksomheder fra A til B. Det vil vi naturligvis gerne bygge videre på i en tid, hvor elbiler fylder stadig mere. Det er det, vi nu tager hul på. Lige nu er den største udfordring for elbilerne, at vi får opbygget en ladeinfrastruktur, der følger med det stigende salg af elbiler. Med vores netværk af tankstationer har vi en unik infrastruktur også for fremtidens mobilitet, der, i samspil med ladeløsninger til husstande og virksomheder, kan bidrage til, at det bliver lige så ukompliceret at køre elbil, som det er at køre benzin- eller dieselbil,” siger Christian Heise, adm. direktør i DCC Energi.

Fundamentet for DCC Energis eMobility-koncept er, at elbilister skal kunne benytte ladestandere med samme betalingsformer som i dag. Og prisen for at ”tanke” elbilen skal være gennemsigtig på tværs af de tilgængelige lademuligheder. Eksempelvis vil prisskiltet ud mod vejen på de københavnske Shell tankstationer, der vil tilbyde lynladning, vise dagsprisen på en kWh sammen med prisen på diesel og benzin.

”I takt med, at de nuværende ca. 140.000 hybrid- og elbiler i løbet af de næste fem-syv år bliver til 700.000, er det afgørende, at forbrugerne får nem adgang til den samlede ladeinfrastruktur gennem vores betalingsløsning. Populært sagt samler vi alt til bilen i et betalingskort uanset om det er benzin, diesel, el, bilvask eller kaffe,” forklarer Christian Heise.

Fra start får erhvervskunder og firmabilister, der har et Shell Card Erhverv, mulighed for at få et nyt hybrid-kort til både brændstof og el. Kortet kan også bruges til betaling på andres ladestandere. I løbet af 2022 kommer også et almindelig Shell Card Privat med samme mulighed for betaling hos andre udbydere. Det samme gælder betaling på ladestandere i Danmark og udlandet, der vil være klar senere på året.

De første fem lynladere på Shell tankstationer i København findes på Lyngbyvej, i Brøndby, Brønshøj, Kastrup, og Vasbygade. Men ifølge Christian Heise ligger planen for den videre udbygning af netværket af lynladere klar med fokus på hhv. Aarhus, Odense og Aalborg. Hertil kommer udvalgte tankstationer langs trafikale knudepunkter og ved udvalgte, større turistdestinationer for også at imødekomme efterspørgslen fra et stigende antal turister, der kører elbil.

Modtag Convenience & Tank i indbakken

Udfyld formularen og bekræft din tilmelding, så vil du fremover modtage branchemagasinet i din indbakke.

Du har nu tilmeldt dig den elektroniske udgave af Convenience & Tank.