Drivkraft Danmark med vidensportal for ellastbiler

02 apr. 2025

Elektrificeringen af den tunge transport er i gang. Men selvom der kommer flere og flere ellastbiler på vejene, er der stadig mange vognmænd, der har svært ved at overskue at skulle skifte til el. Det vil Drivkraft Danmark nu ændre på. Brancheorganisationen har derfor lanceret eltiltrucks.dk – en ny hjemmeside, der samler gode råd og konkret viden om ellastbiler og opladning, og som skal gøre det lettere at overskue, om den næste lastbil skal køre på el.
– Fremtiden for vejtransporten er el. Hvis vi for alvor skal lykkes med at gøre den tunge transport grøn, skal vi have så mange med som overhovedet muligt. Her er det helt afgørende, at det bliver nemmere for særligt de mindre vognmænd at elektrificere deres vognpark. Med El til trucks samler vi viden, og gør det nemmere for aktørerne at se, hvad der giver mest mening for dem,” siger Jacob Stahl Otte, direktør i Drivkraft Danmark, i en pressemeddelelse.
På det interaktive kort på den nye hjemmeside kan man se, at der er 25 åbne truckladestationer på vej til den tunge transport bare i 2025 fra Drivkraft Danmarks medlemmer. De 18 er allerede i drift, fordi Drivkraft Danmarks medlemmer har valgt at investere forud for efterspørgslen. Det betyder, at Danmark nu har et landsdækkende netværk af lynladere, der dækker de vigtigste motorveje og transportknudepunkter. Fremskrivninger viser, at antallet af ellastbiler vil stige markant de kommende år – og med en målsætning om mindst 100 ladestationer inden 2030, er branchen klar til at følge med.
– Vores medlemmer har valgt at investere foran efterspørgslen. Vi har som mål at etablere mindst 100 ladestationer til lastbiler inden udgangen af 2030, og vi er allerede godt i gang. Nu tager vi skridtet videre og siger, at vi gerne vil hjælpe endnu mere med at bringe den nødvendige viden til bordet, så der kan komme endnu flere ellastbiler på vejene,” siger Jacob Stahl Otte.

 

 

 

 

 

Modtag Convenience & Tank i indbakken

Udfyld formularen og bekræft din tilmelding, så vil du fremover modtage branchemagasinet i din indbakke.

Du har nu tilmeldt dig den elektroniske udgave af Convenience & Tank.