El-varebilssalget steg med 87 procent i oktober

08 nov. 2024

Der blev indregistreret 2.077 nye varebiler i løbet af oktober 2024, oplyser Mobility Denmark. El-varebilerne udgjorde 22,8 procent af salget.
Sammenlignet med samme måned forrige år blev der solgt 263 færre varebiler i oktober, og det betød, at salget faldt med 11,2 procent. Det er kun anden gang i år, at der har været tilbagegang i varebilssalget, og år til dato er salget også steget med 12,4 procent sammenlignet med 2023. El-varebilssalget steg med 87 procent sammenlignet med oktober sidste år, da der blev sat strøm til 473 nye eldrevne varebiler. Dermed udgjorde el-varebilerne 22,8 procent af salget.

– Varebilssalget har generelt været præget af vækst i år, og derfor giver det ikke anledning til bekymring, at der er en måned, hvor salget er lavere. Vi glæder os meget over, at de eldrevne varebiler i sidste måned udgjorde over 20 procent af salget. Det er den højeste elandel i varebilssalget nogensinde, og det giver grund til forhåbninger for fremtidens varebilsmarked, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

19 nye el-lastbiler

I oktober satte 338 nye lastbiler deres hjul på de danske veje, samme antal som i oktober 2023. Salget er hverken steget eller faldet, og lastbilsmarkedet år til dato ligger da også stabilt sammenlignet med sidste år med kun 79 færre lastbiler indregistreret i år. Blandt de nye lastbiler i oktober 2024 var 29 eldrevne, og det er en fremgang sammenlignet med samme måned 2023, da der blev indregistreret 19 nye el-lastbiler. Eldrevne lastbiler udgjorde 8,6 procent af lastbilssalget i oktober.

 

 

 

 

Modtag Convenience & Tank i indbakken

Udfyld formularen og bekræft din tilmelding, så vil du fremover modtage branchemagasinet i din indbakke.

Du har nu tilmeldt dig den elektroniske udgave af Convenience & Tank.