
Faglig stolthed driver medarbejderne i branchen
En markant faglig stolthed og en bevidsthed om at løse afgørende samfundsopgaver som forsyning og grøn omstilling, er den primære drivkraft for medarbejderne hos Drivkraft Danmarks medlemmer, som tæller alt fra raffinaderier og servicestationer til det hastigt voksende lademarked. Det viser den nye “Brancheanalysen 2026” fra Drivkraft Danmark, der kortlægger motivation, trivsel og værdier hos medarbejderne blandt medlemsvirksomhederne.
– Vi har fået bekræftet det, vi oplever i hverdagen: Stolthed og faglighed er kæmpe drivkræfter for medarbejderne, siger Susanne Riis Vang, forperson for Drivkraft Danmarks arbejdsgiverkomite og Director People & Culture i DCC Energi, i en pressemeddelelse.
– Analysen viser faktisk, at for mange medarbejdere i branchen vejer mening og faglig stolthed højere end løn i forhold til det generelle arbejdsmarked. Det giver os en unik styrkeposition i en tid, hvor alle kæmper om talenter. Det understreger, at man hos vores medlemmer kan gøre en reel forskel, og det er vi stolte af.
Analysen viser, at hele seks ud af 10 medarbejdere er stolte af at arbejde i en branche, som er central for Danmarks kritiske infrastruktur og afgørende for den grønne omstilling. Det glæder også Drivkraft Danmarks direktør Jacob Stahl Otte.
– Vi håber, at analysen bliver et stærkt strategisk kompas for vores medlemmer i arbejdet med at fastholde og tiltrække medarbejdere. Analysen viser, at medarbejdere i vores medlemsvirksomheder ikke alene sikrer stabil forsyning af energi til Danmark i dag, men også er klar til at tage ansvar for fremtiden. At vi blandt medarbejderne også ser så mange spirende ledere er en kæmpe styrke, der ruster os til at accelerere omstillingen og styrke branchens position som en forening af moderne og attraktive arbejdspladser.
Hele “Brancheanalysen 2026” kan læses på Drivkraft Danmarks hjemmeside.