Første ubemandede NærKøb

16 jun. 2021

Sydsjælland og mere præcis Faxe får nu sin første ubemandede NærKøb, hvor det er muligt at handle ind hele døgnet. Butikken vil kunne tilbyde 300 – 400 varer og vil primært tilbyde de mest basale dagligvarer, fra mælk og pålæg til slik, is, kage, øl og vand. Og sortimentet vil blive fyldt op med friske varer hver dag, skriver NærKøb i en pressemeddelelse.
Indehaveren af butikken er en lokal Nærkøb-købmand, som i forvejen har en butik på Sydsjælland. Butik nummer to adskiller sig således fra den første ved ikke at have personale. Den er videoovervåget, og varerne er sikret mod tyveri, men den vigtigste faktor er tilliden til de handlende. Ifølge NærKøb handler dette koncept i bund og grund om bekvemmelighed og teknologi.
Konceptet er nyt i Danmark men har eksisteret i Kina og USA et stykke tid. F5 Future Store lancerede sin første butik i Kina i 2014. Amazon GO åbnede sit første ubemandede supermarked med mere end 5.000 varer i februar 2020. Sverige åbnede sin første ubemandede butik i februar 2016.
Der kræves ikke meget mere end fast underlag og adgang til strøm for at kunne etablere en ubemandet butik i lokalsamfundet, oplyser Retail360, der står bag konceptet.

Modtag Convenience & Tank i indbakken

Udfyld formularen og bekræft din tilmelding, så vil du fremover modtage branchemagasinet i din indbakke.

Du har nu tilmeldt dig den elektroniske udgave af Convenience & Tank.