Statoil-forhandlere indgår kontrakt med Circle K
Seks af ni mulige Statoil-forhandlere har sagt ja til at indgå kontrakt med Circle K og dermed fortsætte som selvstændige Circle K-forhandlere, når den nuværende Statoil-kontrakt udløber med udgangen af 2018.
De seks stationer, som har sagt ja til kontrakten, ligger i Aulum, Skive, Assentoft, Kjellerup, Knudstrup og Egtved. De har nu alle tegnet en god og lang kontrakt med Circle K, så der er plads til at investere og udvikle butikkerne i samme omfang som selskabets egne butikker.
At de seks privatejede stationer nu er sikret en fortsættelse som Circle K betyder, at der også vil være en Circle K mærkeforening i BFR og dermed et tættere samarbejde med Danmarks største benzinselskab. Det hilser BFR’s direktør, Helge Busk, meget velkommen. Også selv om mærkeforeningen indtil videre ikke tæller så mange medlemmer.