Fremtiden for bilbranchen
Bilverdenen bliver grøn
– men hvornår sker det?
Danmarks to store og mest betydningsfulde organisationer inden for bilbranchen, AutoBranchen Danmark og Dansk Bilbrancheråd har holdt årsmøder, og selv om de har hver deres profil, er de dog helt enige om, at elbilerne kommer. Men hvornår?
De er også enige om, at der fortsat er millioner af benzin-og dieselbiler, der skal holdes kørende og serviceres, skriver branchebladet Motor-magasinet i referater fra årsmøderne.
AutoBranchen Danmarks administrerende direktør, Gitte Seeberg (billedet), kunne berette om, at hun efterhånden havde deltaget i mange konferencer, hvor hovedtemaet var forandring, digitalisering og grøn omstilling, og hendes budskab var, at alle i branchen kommer til at mærke, at elbilerne kommer.
Dansk Bilbrancheråds landsformand, Henrik Pedersen, var heller ikke i tvivl om, at regeringens ambitiøse klimamål kommer til at betyde omvæltninger i bilbranchen som aldrig før. Men han mente også, at der er langt til indfrielsen af såvel den tidligere som den nuværende regerings omstillinger til el-drift. Så der er god tid til forberedelse, og hidtil er det ikke lykkedes den teknologiske udvikling at løbe branchen over ende.
Direktør i Dansk Bilbrancheråd, Erik S. Rasmussen, fulgte op på sin formands beretning og den store omvæltning, der venter branchen, men manede også til besindighed. Selv om der kommer en omvæltning, skal man stadig tænke på de millioner af biler på benzin og diesel, der kører nu. De skal også køre om 15 år. De skal køre i mange, mange år endnu.
Det giver ingen mening at dømme dem ude nu. Det giver langt større miljøbelastning at skrotte benzin og diesel og bygge nye end at holde de fossile biler kørende.
Og hvem ved i øvrigt, om fremtiden bliver elbiler. Der er jo mange andre muligheder. Brintbiler for eksempel. Elbilerne kommer, men der er lang, lang vej endnu, sagde Erik. S. Rasmussen.
(Kilde: Motor-magasinet)