OK på vej med 30-40 ladeparker

23 jun. 2023

Inden udgangen af 2025 forventes 30-40 nye OK-ladeparker at stå klar til at kunne levere strøm til ladetrængende elbilister, fremgår det af en pressemeddelelse fra energiselskabet OK.
De første ladeparker kommer til at ligge ved OK på Lysbjergvej i Vojens og OK på Jyllandsgade i Ikast. På hver lokation opsættes der i alt seks lynladere med to CCS-udtag, der kan lade med en effekt op til 300 kW. Det vil sige, at der er plads til, at 12 elbiler kan lade ad gangen.
I de kommende år forventer OK at etablere mange flere ladeparker ved trafikerede knudepunkter. Det bliver ikke alene ved OK’s nuværende lokationer, at der etableres lynladere, men også ved nyanskaffede grunde. Det skal gøre det nemt og attraktivt for elbilister at oplade bilen, når de er på farten.
– I OK ønsker vi at give danske elbilister nem og hurtig adgang til opladning, når de skal fra A til B, så de hverken skal bruge for meget tid på at oplade, bekymre sig for rækkevidden eller afvige for meget fra deres rute for at finde en ladestander, siger Kenneth Risborg Korsgaard, der er markedsdirektør i OK, og fortsætter:
– I første omgang kommer vi hovedsageligt til at etablere vores ladeparker langs det danske motorvejsnet og i og omkring de større byer. Ladeparkerne bliver desuden primært etableret i sammenhæng med muligheden for at købe mad og drikke samt toiletfaciliteter. For når bilen skal lades op, har mange måske lyst til at nyde en kop kaffe, mad, snacks eller andet, mens de venter.
På nuværende tidspunkt er OK i forhandling omkring flere potentielle ladelokationer og har en målsætning om at etablere 30-40 ladeparker ved udgangen af 2025 og flere i de efterfølgende år. Ladeparkerne skal ligeledes understøtte OK’s samlede ladenetværk, som etableres overalt i Danmark. I 2025 vil OK’s ladenetværk derfor bestå af adskillige tusinde ladepunkter fordelt på lyn-, hurtig- og normalladere.

Billedet viser, hvordan ladeparken ved OK på Jyllandsgade i Ikast kommer til at se ud. Foto: Nodo Arkitekter.

Modtag Convenience & Tank i indbakken

Udfyld formularen og bekræft din tilmelding, så vil du fremover modtage branchemagasinet i din indbakke.

Du har nu tilmeldt dig den elektroniske udgave af Convenience & Tank.