Rekordmange ladestandere skyder op overalt
Markedet for ladestandere slog rekord i marts, og der er nu 6.000 offentlige steder at oplade de 160.000 el- og pluginhybridbiler, som ved udgangen af marts kørte på el herhjemme. Det svarer til 6 procent af bilparken i Danmark. Det er en udvikling på hele 22 procent, og det glæder transportminister Trine Bramsen (S).
”Langt de fleste elbiler lader derhjemme privat, men der også god brug for offentligt tilgængelige ladepunkter. Derfor er det en rigtig god nyhed, at der alene i år er kommet knap 1.100 flere. Det er en stigning på hele 22 procent – en imponerende og meget vigtig udvikling. Det er samtidig glædeligt at se, at tre fjerdedele af kommunerne har forbedret lademulighederne det seneste kvartal”, siger Trine Bramsen til Motor-magasinet.
Udviklingen i markedet for ladestandere er baseret på data fra Charge X Analytics. I et notat fra Transportministeriet kan læses, at antallet af elbiler herhjemme er mere end seksdoblet over de seneste tre år, og i marts i år udgjorde de cirka 76.000. Bestanden af plug-in hybrider er mere end tolvdoblet i perioden og udgør cirka 83.000, men her er salget nu dalende på grund af udfasningen af afgiftsfritagelsen.
(Kilde: Motor-magasinet)