Selskabet bag Circle K ekspanderer kraftigt i Europa

22 mar. 2023

Den canadiske convenience-gigant Alimentation Couche-Tard, som blandt andet står bag Circle K i Skandinavien, overtager ifølge nyhedssitet petroplaza.com kontrollen med fire TotalEnergies-netværk i Europa for 3,1 milliarder dollars.

Den første del af transaktionen omfatter salg af alle servicestationer, TotalEnergies har i Tyskland (1.198) og Holland (392). Couche-Tard vil booste convenience-delen, mens TotalEnergies fokuserer på brint og elopladning. Alle stationer forbliver under TotalEnergies-mærket.

I Belgien og Luxembourg danner begge virksomheder et joint venture (TotalEnergies 40%, Couche-Tard 60%), som skal eje og drive 619 servicestationer.

Couche-Tard, som har flere end 14.000 convenience-butikker globalt, opererer under mærkerne Couche-Tard og Circle K i USA, Canada, Skandinavien, Baltikum, Irland, Polen og Hong Kong.