Henvendelse til skatteministeren fra NBL og BFR

11 jun. 2020

BFR har sammen med NBL rettet henvendelse til skatteminister Morten Bødskov. Henvendelsen kan læses herunder.  

 

Kære Minister

 

Nærbutikkernes Landsforening (NBL) og Benzinforhandlernes Fælles Repræsentation (BFR) repræsenterer mange mindre selvstændige erhvervsdrivende, spredt ud over det ganske land. Her er de med til at sikre mobilitet og dagligvareforsyning også i de tyndt befolkede områder.

Men vi er hårdt pressede. Corona-krisen kradser og tabt omsætning er som bekendt svært at indhente i vores brancher. Derfor er vi ekstra bekymrede for vores fremtidige indtjening ved en mulig eksplosiv udvikling i ”grænsehandlen” som følge af den momsnedsættelse, som den tyske regering har besluttet fra på mandag og året ud.

Lavere moms og dermed billigere varer gør det attraktivt for mange danskere at købe ind syd for grænsen i Tyskland. Vin, spiritus, øl, vand og slik står normalt højt på indkøbslisten. Og tobakken er med den seneste afgiftsforhøjelse fra 1. april , igen kommet med på indkøbslisten over varer hvor der er mange penge at spare.

Udsigten til et halvår hvor danske forretninger, herunder vores medlemmers, fravælges af de mange prisbevidste forbrugere til fordel for detailhandlen i Nordtyskland er forstemmende. Det vil kun bidrage til at gøre den økonomiske krise dybere, som Corona-krisen allerede har bragt mange af vores medlemmer i og som truer deres fortsatte eksistens.

Derfor skal der lyde en klar opfordring til dig og den øvrige regering om, at sikre os en mere fair konkurrence i forhold til grænsehandlen. Vi er selvsagt opmærksomme på, at en dansk momsnedsættelse svarende til den tyske nok er at skyde med spredehagl og for dyr en model til at løse vores og den øvrige handels grænsehandelsudfordring. Så meget desto mere er der efter vores mening grund til, i denne ekstraordinære tid, at rette kikkerten mod det høje danske afgiftsniveau på de varer, som særligt driver grænsehandlen.

Hvis afgifterne sænkes på øl, vin, spiritus, tobak og slik mv. i samme periode som tyskerne kører med reduceret moms, har vi en langt bedre mulighed for at fastholde salget i Danmark. Det vil være en kærkommen håndsrækning til os, som delvis kan finansieres af det momsprovenu, staten opnår ved, at varerne købes på denne og ikke den tyske side af grænsen. Vi håber du vil hjælpe – vi har behov for det.

 

Med venlig hilsen

Torben Pedersen, Konsulent NBL – Jesper Lundberg, Formand NBL og Helge Busk, Direktør BFR.